Indledning

Kan Bibelen, den kristne tro og teologisk refleksion være en ressource i arbejdet med Verdensmålene? Det kommer an på hvilket perspektiv, man vælger at bruge. De bibelske tekster åbner for flere mulige perspektiver. Her er nogle af dem:

Et grundlæggende udgangspunkt er, at Bibelen i stor grad handler om almindelige mennesker og deres hverdag. Her findes erfaringer af tørke og hungersnød, frygt for krig og vold og en stadig uro for at blive ramt af sygdom eller ulykke. Hverdagen mindede dagligt mennesker om livets sårbarhed. Men den fyldte dem også med undren over skaberværkets storhed og gavmildhed. De vidste, at de var en del af en større sammenhæng, som var vanskelig at forstå.

Denne hverdag tolkede de i troen på Gud. ”Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren, for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene” (Salme 24,1-2). Forestillingen om Gud som skaber er rodfæstet i hverdagens erfaringer og undren, og den knytter sig til forventningen om Guds nådige nærvær med løfte om fremtid og håb.

I lys af skabertanken har alt det skabte en grundlæggende værdi i sig selv; skaberværkets gaver kan ikke reduceres til midler for menneskets trang til at erobre og forbruge. Ifølge Skabelsesberetningen (1. Mosebog, 1) er mennesket unikt i skaberværket; kun mennesket er skabt i Guds billede. Men denne særlige rolle indebærer først og fremmest et kald til at være Guds medarbejder for at fremme det, som er ret, godt og sandt. Kun mennesket har fået til opgave at værne om skaberværket og dets goder. Dette gælder alle mennesker, ikke bare kristne. Og det gælder alminde- lige mennesker i alle hverdagens gøremål. Dette perspektiv giver uden tvivl en vigtig indsigt i refleksionen omkring Verdensmålene og arbejdet med at virkeliggøre dem.

Menneskene, som Det Gamle Testamente fortæller om, tilhørte et folk, som Gud havde sluttet en særlig pagt med. Gennem pagten lovede Gud at værne om folket og give det gode levevilkår; til gengæld forpligtede folket sig til at overholde bud og forskrifter. Retfærdighed og fred er nøgleord i denne troskabspagt: På den ene side får mennesker del i Guds retfærdighed og fred – som gode gaver
og ressourcer til opbygning af det gode fællesskab. På den anden side har folket til opgave at forvalte disse gaver ret og selv bidrage til at fremme retfærdighed og fred i hverdagens relationer og gøremål.

Profeterne i Det Gamle Testamente kritiserede folket for at have svigtet og vendt sig væk fra Gud. De revsede først og fremmest magthaverne, både den politiske, økonomiske og religiøse elite, og deres livsstil. Herskernes magtmisbrug og undertrykkelse af fattige var ikke bæredygtig. Derfor ville Gud straffe dem. Landet ville gå i opløsning, hvis de ikke omvendte sig og påny forpligtede sig til at arbejde for retfærdighed og fred.

Som kristne er vi ikke bundet af den pagt, som folket Israel indgik med Gud på Sinaibjerget. Men de 10 bud er fortsat retningsgivende for, hvad det vil sige at leve ”ret”; ifølge Jesus kan hele loven og profeterne summeres op i det dobbelte kærlighedsbud: at elske Gud og at elske sin næste som sig selv (Matthæus 22,36- 40). Det er et kald til barmhjertighed og omsorg, til at værne om menneskeværd og skaberværk og til at fremme retfærdighed og fred.

Hvordan skal det så ske i praksis? Først og fremmest gennem hverdagslivets daglige gøremål. Men også gennem konkret engagement i sager, som ansporer os til en fælles indsats.

Denne bog har som mål at tolke Verdensmålene som ”tidernes tegn” (Matthæus 16,4). Som offentlig dagsorden udtrykker de en global ambition om at gøre verden bedre for alle at leve i, først og fremmest ved at bygge bæredygtige samfundsordninger. Samtidig udtrykker mange af målene det, som kirker længe har været optaget af og kæmpet for. Derfor repræsenterer Verdensmålene en unik mulighed for kristent samfundsansvar i samarbejde med andre samfundsaktører, både myndigheder, organisationer og frivillige.

Hvordan ses Verdensmålene i lyset af den kristne tro? Mange steder i verden bruger kristne metoden ”observere – vurdere – handle”, når de forsøger at tolke udfordringerne i hverdagen i et trosperspektiv. Metoden består af tre trin; det er vigtigt, at disse tages i den rigtige rækkefølge, uden at blande dem sammen, og ved at bruge tid nok på hver af dem. I kapitlerne om de enkelte Verdensmål i denne bog vil man finde elementer af alle tre trin.

Det første trin er “at observere”. Det giver plads til en beskrivelse af et tema eller en problemstilling, som er så realistisk som muligt, måske ved hjælp af faglig dokumentation og analyse. Alle Verdensmålene er baseret på en sådan indsigt og på en forståelse, som tolker dem som en global udfordring. ”At observere” handler med andre ord om at få fakta frem og i tillæg at klarlægge den etiske dimension af temaet: Hvorfor er dette en udfordring, som angår os?

Det andet trin er “at vurdere”. Det er her trosper- spektivet bringes ind med spørgsmålet om, hvor- dan det, vi har set, kan vurderes i lyset af Guds ord og troen på Gud som skaber, frelser og livgiver. Dette trin går ud på at bringe bibelske temaer og fortællinger ind, så de kan bidrage til at stille skarpt på den udfordring, der ligger i det, vi har set. På den måde kan vi bedømme udfordringen i perspektiv af troen og håbet. Det er vigtigt, at dette sker med et kritisk – også selvkritisk – blik. Er det helt sikkert, at vores perspektiv på bibelfortællingerne er det rigtige? Hvordan vil fattige og undertrykte vurdere det, vi har set?

Det tredje trin er “at handle”. Når vi har set på det, som udfordrer os, og reflekteret kritisk over dette tema i troens og tjenestens perspektiv, så melder spørgsmålet sig: Hvad skal vi gøre? Som enkeltindivider, som kristent fællesskab, som lokalsamfund – og så videre. Både indsigten fra det første trin og erkendelsen fra det andet trin kan bidrage til et fornyet engagement i aktiviteter, vi allerede er involveret i. Men det kan også ske, at vi motiveres til nye og mere dristige engagementer, i nye samarbejdsrelationer og med mere klare målsætninger.